|
|
|
|
Danmark er cyklernes land. I Destination Skanderborg kan du træde i pedalerne, krumme ryggen og lege professionel cykelrytter. De stejle bakker er her.
Du kan også vælge at cykle ad stille, afmærkede stier langt fra tempo og stress. Tæt på fuglefløjt og rådyr.
Eller hvad med at cykle til områdets hyggelige landsbyer, der emmer af historie og god tid?
Den nedlagte jernbane mellem Horsens og Silkeborg fører i dag cyklister, vandrere og ryttere gennem frodige ådale, åbne herregårdslandskaber, lyngklædte hedeområder, gamle bøgeskove og det bakkede midtjyske Søhøjland.
Cykelruter er skiltede ruter, der egner sig til udflugter og cykelferier. Det betyder, at ruterne mest forløber ad småveje med lav trafik, medens det kun er en mindre del, der forløber ad cykelstier.
Der findes internationale, nationale, regionale og lokale cykelruter. Århus Amt var ét af de første amter, der etablerede regionale cykelruter. og de nationale cykelruter blev omkring 1990 etableret i et samarbejde mellem amterne i Danmark.
Det danske landskab er fyldt med oplevelser – og du finder dem bedst, hvis du bevæger dig langsomt – f.eks. til fods, på cykel eller til hest. Jylland på Tværs giver inspiration til ture fra vestkysten til østkysten eller omvendt. Ved hjælp af kort med afmærkede stier finder du en rute til rejsen samt et bredt udvalg af mulige besøgsmål Herfra kan du printe kort og beskrivelser, og du kan finde links til brochurer, oplysninger om åbningstider, entré m.v..
|
|
|
|
|