Til forsiden
Himmelbjerget - Frihed, folkesjæl og fornøjelse

Himmelbjerget

Himmelbjerget

Himmelbjerget - frihed, folkesjæl og fornøjelse

Det er først og fremmest digterpræsten Steen Steensen Blicher (1782-1848), vi kan takke for, at Himmelbjerget er blevet et berømt og elsket udflugtsmål. Inspireret af en gruppe unge studerende, der på en fodtur havde forelsket sig i området, kaldte Blicher i August 1839 til folkemøde på Himmelbjerget. Han ville bidrage til "Det elskede Fædrelands Genfødsel". Mellem 500 og 600 mennesker mødte op - imponerende med datidens transportmuligheder.

Ejeren af Himmelbjerget så muligheder i den spirende turisme og ansøgte om tilladelse til udskænkning og til at tage entre på Himmelbjerget. Kong Chr. 8. krævede imidlertid, at "der på Himmelbjerget til alle Tider kan være fri Adgang for alle og enhver". Så i 1840 opkøbte han simpelthen bjergtoppen, og Himmelbjerget blev fra da af et yndet mål for udflugter, folkemøder og -fester.

Blichers initiativ blev videreført i årene frem til og med 1844 med helt op til 6000-7000 deltagere.

Himmelbjergtårnet

Udsigt fra HimmelbjergtårnetHimmelbjergtårnet

Det var Michael Drewsen, der i 1867 dannede en Tårnkomite, som skulle indsamle penge til at opføre Himmelbjergtårnet til minde om Grundloven og dens giver. Efter syv års "fundraising" var pengene i hus og arbejdet med at opføre det 25 meter høje tårn kunne begynde. Tårnet, der er tegnet af arkitekt L. P. Fenger, blev indviet i 1875. Frisen på tårnet bærer indskriften: "Til minde om Kongen - frederik d. 7. - det danske Folks Ven - Grundlovens Giver".

Udsmykningen med kongens portræt og mindekranse af billedhugger Ring blev afsløret ved grundlovsfesten i 1891. Siden da er intet ændret ved det fine gamle tårn.

Tårnkomiteen er den dag i dag ansvarlig for vedligeholdelsen af tårnet og dets omgivelser, og komiteen har sikret publikums adgang til de naturskønne områder ved at opkøbe arealer omkring tårnet.

Udsigten fra tårnet

Himmelbjergets top rejser sig 147 meter over havets overflade og er et af Danmarks højeste punkter. Landskabet er skabt efter den sidste istid, hvor smeltevandet eroderede jordlagene og dannede bakker og dale. Julsø, neden for Himmelbjerget ligger i en smeltevandsdal.

For at alle kan nyde den fantastiske udigt holdes terrænet vest og nord for Himmelbjerget fri for trævækst.

Monumenterne

Himmelbjergets Monumenter

Monumenterne på Himmelbjerget

Når du går en tur rundt på plænen ved Himmelbjerget, kan du ikke undgå at se de mange monumenter over kendte og mindre kendte personer og begivenheder. Stop op og læs historien på monumentet eller tænd mobiltelefonen og download historien på telefonen.

Tscherning-stenen

Talerstolen

Skulpturen Ånd og Bogstav

Blicher-stenen

Kvindestenen

Kvindeegen

Vilhelm Beck-stenen

Budde-stenen

Souvenirboderne

Souvenirs på HimmelbjergetSouvenirboderne på Himmelbjerget

Salg af souvenirs på Himmelbjerget var en udløber af den lokale træskoproduktion. Træskokarlene snittede små figurer, som de falbød til turisterne.

Bedst kendt er Himmelbjerg-stokken. Senere opstod små kiosker, heriblandt "Ugleboden" fra 1905. I kioskerne kan man i dag købe både klassiske og moderne souvenirs.

En samling af Himmelbjerg souvenirs kan ses på Museet på Gl. Rye Mølle.

Vidste du.....

Panoramakikkert på HimmelbjergetVidste du

- at Himmelbjerget er dét sted ved regnbuen Bifrost, hvor gudernes vogter Heimdal bor
- at Øm Kloster i middelalderen ejede bl.a. Gl. Rye og skovene omkring Himmelbjerget
- at Kong Chr. 3. overtog klosterjorden ved reformationen i 1536
- at Himmelbjerget første gang nævnes  på skrift i 1727, hvor kongen afholder en ulvejagt ved "Himelbierrig Kol" (Kol = bakkefremspring).
- at landskabsmalerne i 1840'erne fik øje på Himmelbjerget. Blandt de første var Dankvart Dreyer (1816-52) og Vilhelm Kyhn (1819-1903)
- at Himmelbjerget hver år har ca. 300.000 gæster
- at hver sommer i juli inviteres til Børnefestival på Himmelbjerget


Folder om Himmelbjerget. Download som PDF-fil

Se den flotte Himmelbjerg folder som PDF-fil. Folderen er produceret i et samarbejde mellem Destination Skanderborg og Tårnkomiteen og med støtte fra Friluftsrådet.




Himmelbjergtårnets åbningstider:

Palmesøndag-30. april: weekender og helligdage kl. 10-17
1. maj-15. sept. plus hele efterårsferien (uge 42): alle dage kl. 10-17
16. sept. til og med uge 41: weekender kl 10-17

OBS! Tiderne er vejledende åbningstider.


Ca. 60 km. sammenhængende vandreruter i området Himmelbjerget, Sletten og Slåensø

Området er et stort sammenhængende naturområde, delvis offentligt ejet og delvis privatejet. I Skov- og Naturstyrelsens folder Himmelbjerget, Sletten og Slåensø kan du se de mange sammenhængende vandreruter. Her er bl.a. Mergelbanestien, Søruten, Store Knøs og Smallebakke. Se folderen som PDF-fil.


Sejlads til Himmelbjerget

Turismen på Himmelbjerget fik et vældigt skub, da Hjejleselskabet blev dannet i 1861.

Selskabet sejler fortsat tusindvis af turister mellem Silkeborg, Himmelbjerget og Ry - nu med en hel flåde af fine turbåde. Se Hjejlens sejlplan.
Skriv beretningen om dine ferieoplevelser i det skønne Søhøjland.