Til forsiden
Lys og lyd på Ejer Bavnehøj - en storslået indvielse

Stemningsfuld lysfest på Ejer Bavnehøj


Hundredevis af mennesker tog del i dobbelt indvielse
Varme ord i bidende kulde, blødt lys på massive mure, poetiske toner i frostklar luft. Der var flotte kontraster, da omkring 300 mennesker i går fik en fin oplevelse på Ejer Bavnehøj.

Anledningen til søndagens event var dobbelt: Dels var der rejsegilde på Bavnehøjens nye informationsbygning, som forventes at stå klar til maj. Dels var der premiere på den dynamiske belysning af tårnet. En premiere som var ledsaget af Morten Ramsbøls musikalske lejlighedsdigt, Unica Domenica.

For borgere og turister

- Informationsbygningen bliver til glæde for både borgere og turister, og rent arkitektonisk kommer den til at spille flot op mod tårnet, fastslog kultur- og borgerservicechef Svend Erik Jensen i sin rejsegilde-tale. Han takkede Ejer Bavnehøjs Venner for deres utrættelige indsats for at skaffe midler til alle de fine udviklingsprojekter på højen og sluttede med at udbringe et trefoldigt hurra.

Anerkendende ord var der også masser af, da gæsterne – under en vindbeskyttende teltdug – havde mulighed for at gå den første tur i den runde informationsbygning. Det er kun et par måneder siden, det første spadestik blev taget, men allerede nu ser man konturerne af en fin bygning med plads til både kiosk, formidling og toiletter.

Lys på porten til Søhøjlandet

Optakten til lysfesten var lagt i hænderne på den lokale lyskunstner Elle Mie Ejdrup Hansen, som talte om ”Landskab og lys som pejlemærke”, blandt andet med afsæt i forgangne tiders brug af bavner som budbringere. Og til glæde for de letfrysende tilskuere var der netop brændende bavner at lune sig ved.

Premieren på lysdesignet, som er skabt af firmaet LightMakers og sponseret af en række virksomheder og fonde, vakte spontan glæde hos de mange deltagere. I en meget smuk og bølgende bevægelse skifter lyset farvetoner og svøber sig på den måde meget blødt om tårnets bastante mure. Lyset føjer sig ordløst til tårnets fortælling om sammenhold og bidrager til en modernisering af det gamle budskab.

At tårnet på Ejer Bavnehøj er kommunens vartegn, når man som gæst kommer sydfra til Søhøjlandet, er helt klart. Og at tårnet nu om aftenen bliver belyst i et smukt og blødt skiftende lys i nuancer fra gult over rødt til lilla vil helt sikkert drage øjet og vække opmærksomhed.


Mandag, januar 18 2010