Til forsiden
Ballonfærd

Ballonfart:
BestigBjerge.dk varmer op til Skolernes Motionsdag

Det er ikke bare varm luft, når folkene bag BestigBjerge.dk varsler god puls, røde kinder og mange højdemeter i efteråret 2008. Skanderborg, Silkeborg og Horsens Kommuners sundhedsafdelinger er nemlig igen gået sammen om at tilbyde skolerne bestigning af Søhøjlandets bjerge på Skolernes Motionsdag, fredag før efterårsferien. I selve efterårsferien kan alle indbyggere i de tre kommuner igen dyste om at indsamle højdemeter.

I 2007 var der sat flotte præmier på højkant, og de fem glade vindere kan – om vejrguderne vil det – på onsdag 25. juni kravle om bord i en ballon og få den ventede tur over Søhøjlandets bjerge. Det var rejsebureauet Topas fra Ry, som sponserede de fem pladser, og på himmelfarten får de følgeskab af holdet bag BestigBjerge.dk

- Vi håber på milde vinde, for ballonflyvning skal helst være en stille glideflugt i klart vejr. Regner eller blæser det for meget, må vi udskyde turen, fortæller Viggo Rasmussen fra Ejer Bavnehøjs Venner.

Motion – nu med mobiltelefon?
De tre kommuner, Skov- og Naturstyrelsen Søhøjlandet, Dansk Skoleidræt, DGI Midtjylland, Ejer Baunehøjs Venner, Destination Skanderborg og Søhøjlandets Økomuseum har kastet fortøjningerne og er allerede gået i gang med planlægningen af Skolernes Motionsdag.
- Erfaringerne fra sidste år bliver nu gennemtygget, og produktet i 2008 skulle gerne blive endnu sjovere, så endnu flere vil være med, fortæller projektets ”ankerkvinde” Annette Krogsøe, fra Søhøjlandets Økomuseum.
- Vi pønser blandt andet på at afmærke ruterne på udvalgte bjerge og lave særlige konkurrencer, hvor vi benytter mobil-teknologi, lyder det hemmelighedsfuldt fra Annette.

Også turistchef Marianne Purup, Destination Skanderborg, er begejstret for BestigBjerge-konceptet:
- Kombinationen af motion, naturoplevelser, konkurrencer og gode historier er alle tiders for både børn og voksne. I dag vil gæsterne i landskabet gerne have noget med hjem mellem ørerne, og Søhøjlandet har jo alle muligheder, siger hun og tilføjer:
- Jeg glæder mig meget til at se det hele lidt fra oven. Og ballonfarten vil helt sikkert give inspiration nye oplevelser og aktiviteter i fremtiden.

………………………..

Foto af Bendt Nielsen:
- Varmtluftsballon over Sct. Sørens Kirke i Gl. Rye.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Annette Krogsøe, Søhøjlandets Økomuseum, 20 31 50 94
Viggo Rasmussen, Ejer Baunehøjs Venner, 40 18 93 57
Marianne Purup, Destination Skanderborg, 21 14 20 12



Fredag, juni 27 2008