Infoteria åbner på Danmarks tag
Jyllands Skorsten får en rund lillesøster. Efter ti års tilløb åbner et moderne infoteria med kiosk, toiletter og infotavler på Ejer Bavnehøj den 24. maj. Bygningen indvies med høj musik og bjergtaler.
I 86 år har genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj levet en singletilværelse. Allerede under undfangelsen lå det i kortene, at opvæksten vil blive ensom. I 1923 udskrev man nemlig en arkitektkonkurrence, hvor de lærde i bedømmelsesudvalget bestemt ikke ønskede et tårn. Man foretrak i stedet et lavt mindesmærke for at markere Nordslesvigs genforening med moderlandet, da 1. verdenskrig var slut. Men lokalbefolkningen var i flertal – de ville i vejret, og det kom de i kraft af Jens Laustsens tårntegning.
Siden har det 12,5 meter høje udsigtstårn haft toppen for sig selv. Majestætisk har det knejset i sin massive, kantede form med en triumfbue mod hvert verdenshjørne. Spøgefulde sjæle kalder det Jyllands Skorsten.
Men til pinse får tårnet følgeskab af en rund lillesøster til en værdi af 1,7 mio. kr. tegnet af Arkitektfirmaet KAMP fra Skanderborg. En såkaldt rotunde med kiosk, 4 toiletter, depotrum og ikke mindst informationsfelter vil stå klar til indvielse 24. maj kl. 13.00. Den runde bygning vil fremstå let i form og materialer, så den ikke tager magten fra den ubestridte storebror – tårnet.
Facaden bliver sort med lodrette egetræslister. Taget er skråt og belagt med kobber, ligesom tårnets kant. Omkring rotunden spirer lige nu et cirkulært espalier i stål og egetræ op. Det skal bryde vinden på den stormomsuste top.
- Infoteriet får sine egne infonicher, hvor publikum kan søge informationer om fx bavneblus, kongelige besøg og den nedbrændte mølle på Møllehøj 170,86 moh. Eller den evindelige højdestrid og sagnet om den frygtindgydende heks Maram. Der kommer naturligvis også særlige informationer om det populære friluftstilbud BestigBjerge.dk, der netop udspringer fra landets højeste punkt. Det sker på faste infotavler, og der vil senere komme en digital infoskærm med finger touch, fortæller Viggo Rasmussen, der er formand for Ejer Bavnehøjs Venner.
Fest på taget
Indvielsen bliver markeret med et kulturelt program, hvor ”Løgnhalsen & De Medskyldige” sætter toner til overdrivelser i børnehøjde. Hovedattraktionen bliver sanger Karen Busck, som medbringer sit eget bakkeband ført an af bassist Morten Ramsbøl. Desuden medvirker Skanderborg Ungdomskor og Hot-koret.
Snoren til den runde nyskabelse klippes i fællesskab af borgmester for Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde, regionsrådsmedlem og forhenværende borgmester Aleksander Aagaard og selveste bjergkongen af Danmark Roger Pihl fra Oslo.
- Jeg glæder mig meget til at sætte krone på værket. Ti år er gået siden byrådet startede en kompliceret fredningssag på stedet. Endelig kan vi snart åbne dørene for flotte opholdsfaciliteter omkring en nærmest skulpturel bygning. Samtidig med spændende informationer om stedets kulturhistorie og storslåede naturoplevelser. Ejer Bavnehøj er steget markant – ikke i højden – men i kulturel og turistmæssig værdi for kommunen – ja for hele Danmark, siger borgmester Jørgen Gaarde.
Vind et countryband!
Hvad skal den lille nye så hedde? I hvert fald ikke skorsten 2, hvis det står til Ejer Bavnehøjs Venner. Foreningen udskriver derfor en navnekonkurrence, hvor bedste forslag kan vinde én times intim koncert (unplugged) derhjemme i stuen med countrybandet ”Mr. Jack and The Daniels”. Navneforslag sendes senest 16. maj til formand@ejer-baunehoj.dk eller afleveres i Dagli’Brugsen i Tebstrup.
Kontaktperson: Viggo Rasmussen, Ejer Bavnehøjs Venner, tlf. 40189357
Fakta om infoteriaet:
Arkitekter: Arkitektfirmaet KAMP, Thomas Graah og Kurt Kamp
Hovedentreprenør: Tømrer & Murermester John A. Laursen
Byggeriet er bekostet af: Realdania, Skanderborg Kommune, Bevica Fonden, Vanførefonden og Henning Mikkelsens Fond