Til forsiden

Lys På Ejer Bavnehøj

Pressemeddelelse 18. december 2009

Lad der blive lys på tårnet

Genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj får sit eget lys på dynamisk og kunstnerisk vis. Det skal appellere til ophold, sammenhold og nydelse i skumringen.

Hvad i himlens navn har Første Mosebog kapitel 1 med toppen af Danmark at gøre. Jo – ifølge skabelseshistorien var de allerførste ord Vor Herre sagde, da han erkendte, at den nyskabte jord var mørk og øde: ”Lad der blive lys!” – og der blev lys.

Således også på Ejer Bavnehøj, hvor der efter flere års tilløb nu kommer lys på Genforeningstårnet. Når snakken falder på at fremhæve attraktionsværdier, kommer spørgsmålet ofte: ”Hvorfor er Genforeningstårnet ikke belyst – ligesom kirker og andre betydningsfulde bygninger?”

Vi vil ikke bade det mørkerøde 12,5 meter høje tårn i skærende spotlights. Dertil skal bruges alt for mange kilowatt, fordi murstenene vil suge meget af lyset. Nej – det handler om en dynamisk, automatisk styring af såvel farver, styrke som skyggevirkning, så indtrykket varierer over tid. Intentionen er en rolig, inspirerende, stemningsfuld belysning, som stimulerer til øget ophold omkring tårnet.

Tårnet skal ikke bare fremstå som et markant vartegn. Lyset skal appellere til sammenhold og nydelse om aftenen til gavn for ikke bare østjyder men også udefrakommende turister. Vi vil så at sige udvide sæsonen. For vi har en drøm om at folk vil nyde solnedgangen fra toppen med en kop kaffe, et glas vin eller en sodavand i hånden.

Bavneblus som signal
Lyset skal minde om Ejer Bavnehøjs historiske betydning med bavneblus som kommunikationsmiddel. Da Kronprins Christian kom til verden 15. oktober 2005, blev den gamle tradition for signalmelding via bavnehøje genanvendt. Med kort varsel troppede over tusind mennesker op for at markere den kongelige fødsel og nyde en særlig oplevelse med lys/ild i mørke på toppen.
Ejer Bavnehøjs Venner har derfor afviklet en større indsamling til dynamisk belysning af tårnet. Fra Erindringsmøntmidlerne, Max Fodgaard Fonden, Kemp & Lauritzen og en lange række lokale virksomheder er der – trods finanskrisen – indsamlet i alt 190.000 kr.

Det dynamiske lys indvies søndag den 17. januar ved solnedgang – dvs. med start kl. 16.00. Den kreative side af belysningen er udført af lysdesigner Thomas Drejer fra Light Makers. Kemp & Lauritzen står for monteringen af 12 såkaldt inground-lamper i granitarealet omkring tårnet.