Til forsiden

Læg bryst til RYST
Onsdag, april 08 2009



Pressemeddelelse
2. april 2009

Læg bryst til RYST

Festival-foreningen holder happening i Kvickly Ry for at skaffe penge til Univers

- Univers-sejlene fra Århus Festuge skal danne den spektakulære ramme om natur-kultur-festivalen RYST på Siimtoften. De høje, hvide sejl vil danne tag over masser af aktiviteter, og de vil sende et signal om en nyskabende festival med høje ambitioner. At den flotte silhuet vil kunne ses helt fra Himmelbjerget er en ikke uvæsentlig sidegevinst.

Sådan lyder det fra turistchef Marianne Purup, formand for festival-foreningen RYST. Hun og den øvrige bestyrelse har de seneste uger arbejdet intenst på at finde sponsorer til rejsningen af Univers, og påskelørdag sætter de alle sejl til ved en happening i Kvickly Ry.

Præcist hvad happeningen går ud på, afsløres først på dagen. Men at ærindet er at skaffe penge til at rejse hele eller dele af Univers, lægger RYST-folkene ikke skjul på.

- Vi har naturligvis noget helt unikt at sælge, og derudover vil vi meget gerne i snak med alle, som kunne have lyst til at blive en del af RYST - på den ene eller den anden måde. For at få snakken i gang, byder vi sammen med Kvickly på lidt mundgodt tilsat et glas af den helt nye RYST-vin, lyder det lokkende fra festivalfolket.

Happeningen i Kvickly Ry finder sted Påskelørdag, 11. april fra kl. 10

Ring gerne til Marianne Purup på 21142012, hvis I vil vide mere


Venlige hilsner
Mia Bay,
RYST-koordinator