Til forsiden

Tårnhøje ideer

Tårnhøje historier strømmer ind på turistbureauet
”Hej, jeg læste i avisen, at I søgte efter nogle, som ved noget om kopi-tårnet?” Sådan har det lydt flere gange i telefonen eller ved skranken på turistbureauet i Ry siden idékonkurrencen blev offentliggjort i Midtjyllands Avis 5. oktober og i Annoncebladet 7. oktober 2009.

”Vi har fået mange spændende oplysninger og materialer lige fra artikler, tegninger og billeder fra folk, som på den ene eller anden led har været involveret i det lille tårns hidtidige liv. Det er virkelig dejligt at mærke den opbakning og interesse, der er omkring det lille tårn.

Samtidig er det sjovt for os, som er nye i Søhøjlandet at se historien åbne sig på denne måde og se eller tale med folk, som har haft en finger eller 9 med i det lille tårns tilblivelse, lyder det samstemmende fra Helena Eskildsen og Kenneth Krogh, projektmedarbejdere på Destination Skanderborg.

Historiske fakta er ikke det eneste der er bidraget med. Det lille tårn må have en muse gemt i sig for det har inspireret til flere sange. Den ene sang er skrevet af én af turistbureauets mange kreative medarbejdere.
”Måske skulle vi også have lavet en sangtekst-konkurrence..?!” siger Kenneth lidt drømmende.
”Vi skal naturligvis også synge sangene de to dage, vi er på Siimtoften! Den første synger vi torsdag kl. 12.30, når vi med fuld musikledsagelse følger tårnet på vejen ned til Siimtoften. Vi har eksemplarer af teksten til uddeling, men indtil da er det muligt at øve sig på den enten her i avisen eller på www.visitskanderborg.com.

Skulle der være flere som bliver ramt af det lille tårns muse, er de meget velkomne til at sende eller komme forbi med deres tekst”, lyder opfordringen fra Helena.
 
Fredag den 16. oktober tager vi imod i det opvarmede telt på Siimtoften kl. 10.00 med gratis rundstykker og kaffe. Helt frem til kl. 16.00 kan I skrive idéer ned og male på det 2x6 meter store lærred. Samtidig bliver mange af de materialer, vi har fået om det lille tårn udstillet og virke som inspiration.

To gange i løbet af dagen – kl. 11.00 og 13.00 – vil to riddere støde sammen og kæmpe på ”kvad og sværdslag” om jomfruens gunst foran det lille tårn samtidig med, at publikum hepper på deres favorit ridder.

Torsdag aften kan turen passende lægges ned forbi Siimtoften kl. 19.30. Her tændes lysene i både ”Lille Tårn og Store Tårn” samtidigt. ”Tårnpasseren på Himmelbjerget har indstillet timeren i tårnet til halv otte, og vi håber at ramme kontakten på Siimtoften sekundet efter!”

Har du brug for yderlig information, er du velkommen til at kontakte Kenneth Krogh eller Helena Eskildsen på telefon
8769 9983/3042 1338 (Kenneth) eller mail kk@visitskanderborg.com/he@visitskanderborg.com.

Onsdag, oktober 14 2009